Nordjyske kraftvarmeværker takker nej til varmepumper
Kraftvarmeværkerne i Nibe og Sæby har valgt at skrinlægge planer om varmepumper til varmeproduktion på grund af de høje afgifter på el. Dette på trods af, at el forventes at blive den bærende energiform og at man gerne i varmesektoren tager imod den overskydende el til produktion af varme ved hjælp af varmepumper eller elpatroner.
Til P4 Nordjylland fortæller driftsleder Flemming Nielsen, Nibe at elafgiften gør det dyrere at fyre end hvis man fortsætter med naturgas. Driftslederen på Sæby Varmeværk Pouili Rugholt går så vidt at kalde det tudetosset at man ikke udnytter overskuds el fra vindmøllerne til at lave varme i stedet for at sælge strømmen billigt – hvis ikke forære den gratis – til Norge og Tyskland.
Selvom vi i dag får mere end halvdelen af vores strøm fra vedvarende energikilder, og CO2-indholdet i en kWh strøm er lavere nu end nogensinde, er elektricitet stadig den energiform, der beskattes højest i Danmark. Samtidig har Danmark europarekord i afgifter på el.
Skatteministeriet har beregnet, at det vil givet et samfundsøkonomisk overskud på 1,5 mia. kroner, hvis PSO-betalingen flyttes fra elregningen og til en bredere beskatning med samme fordelingsprofil som hidtil.
Kilde: DR P4 Nordjylland, Dansk Energi